Baggrund

Da jeg begyndte at løbe tilbage i 2012, havde jeg et par standard New Balance kondisko med masser af støtte og affjedring. Jeg tog som alle andre skoene på og løb derudaf efter bedste evne, da jeg begyndte at løbetræne. Jeg tænkte at min krop selvfølgelig kunne finde ud af at løbe – og hvis ikke den kunne, kunne den vel trænes til det. Efter at have trænet mig op til mit første halvmarathon, blev jeg sulten på mere og gik efter et marathon. Mit første marathon nogensinde var Københavns marathon, Maj 2014. Det var en stor udfordring, men min træning op til havde været god og struktureret, så jeg høstede frugterne af mit arbejde ved at nå i mål på den tid jeg havde håbet på. Selvom jeg havde en god løbeoplevelse under dette storslåede arrangement, husker jeg stadig hvordan jeg havde et enormt ubehag i særligt mine knæ, da jeg kom i mål. Jeg humpede rundt grundet ledsmerter, på trods af at mine muskler rent faktisk havde det ganske udmærket. Jeg tog derfor efterfølgende en taxa hjem.

Jeg havde et par måneder forinden mit marathon været hos en større løbebutik og få lavet en hurtig løbestilsanalyse. Det var interessant at få filmet sit løb fra forskellige vinkler og ud fra både min egen fornemmelse og ekspedientens anvisninger, fik jeg efter at have prøvet et par modeller igennem på løbebåndet, Nikes Lunareclipse 4 med hjem fra butikken. Disse sko udgjorde altså fundamentet for al min løbetræning jeg gjorde frem mod marathonet. Jeg oplevede ingen problemer i denne periode op til, men på marathondagen fik jeg alligevel smerter efter at have gennemført den lange distance. Jeg slog det hen, da jeg efter de 42km løb så mange af de andre deltagere humpe rundt på samme måde som jeg.

nike-lunar-eclipse-pair-2-gallery-580-x-3151

Er det skoene?

Alligevel vidste jeg dog nok inderst inde, at der var noget lidt galt med den måde min krop reagerede på efter marathonet. Jeg vidste at der fandtes tusindvis af ultraløbere, der kunne løbe et marathon som var det en lille joggetur. Og hvordan pokker kunne de to gamlinge fra Running Raw Around Australia løbe et marathon om dagen i et år, når jeg bare efter et enkelt marathon haltede og havde ubehag i knæene flere dage efter? Var det simpelthen bare et spørgsmål om konditionering af leddene, eller måske et predisponeret genetisk talent nogle mennesker havde til at kunne løbe langt?

Efter at have løbet en række flere halvmarathons, hvor jeg havde snuset lidt til den samme knæsmerte umiddelbart efter hvert løb – og ihvertfald slet ikke skulle nyde noget af et marathon igen – tænkte jeg, at det måske kunne være udstyret og ihvertfald ikke mig, den var gal med. Særligt projektet Running Raw Around Australia virkede jo fuldstændigt absurd, da dette fantastiske par udover både deres baggrund, alder og diæt, løb i et par Vibram Fivefingers hver dag. Hemmeligheden måtte ligge i skoene; eller manglen på samme tænkte jeg. Derfor erhvervede jeg mig i midten af 2015 et par Vibram Fivefingers og begyndte at løbe i dem.

Mit nye køb medførte en smule ubehag på de første løbeture jeg drog ud på. Det virkede sgu lidt mærkeligt at løbe rundt med kun 3mm sål mellem mig og underlaget, når jeg var vant til en bogstavelig talt 10 gange tykkere sål i mine Nikes, hvor hælen tilmed var højere end forfoden. Jeg blev endeligt skadet, efter at have løbet 2x3km for fuld smadder, frem og tilbage til styrketræning. Jeg havde fået usandsynligt ondt midt inde i foden og lagde efter denne dårlige oplevelse mine Fivefingers på hylden og vendte tilbage til mine Nikes ud fra devisen om, at jeg hellere ville løbe og have lidt ubehag i knæene på de lange distancer, end jeg ville smadre mine fødder fuldstændig på bare 3km.

chefen

Løbestilskursus og træning

Nåh, men efter at have løbet en masse mere i mine Nikes frem til Juni 2016, fik en af mine gode venner den geniale idé, at lave et kursus for sine venner i naturligt løb. Altså et kursus i at løbe på bare fødder, eller i minimalistiske sko, som eksempelvis de Fivefingers der lå og samlede støv i mit skab. Nu skulle det simpelthen være for jeg skulle have knækket koden til den løbestil, som jeg så gerne ville forstå. Så svært kunne det vel for pokker heller ikke være. Til kurset fik vi en grundig introduktion i både løbeteknik og sko. Vi futtede lidt rundt på græsset i Søndermarken på bare tæer, hoppede lidt rundt på nogle sten og lavede en række hinkeøvelser. Vi fik både gode råd og tips, samt fik at vide, at en løbestilsændring fra hællandning til naturligt løb, tilmed måske kunne gøre os hurtigere. Det lød som sød musik i mine ører, da jeg havde nået et plateau i mine løb de seneste to år, hvor jeg simpelthen ikke havde kunne løbe hurtigere. Senere er flere kurser også kommet til, som kan findes på Facebooksiden Naturligt Løb.

Som vi fik at vide på kurset, skulle vi starte vores “nye” løbetræning roligt ud, med korte ture i lavt tempo. Jeg løb en masse korte ture i relativt langsomt tempo, mens jeg vekslede lidt mellem bare tæer og Fivefingers. Jeg lod som om jeg aldrig havde løbet før og gik aldeles forsigtigt frem. Jeg erhvervede mig Barfodsløbebogen af Povl Erik Carstensen, som jeg sultent læste. Jeg bed særligt mærke i hans råd om, at man ikke måtte “klistre” til asfalten. Fødderne skulle røre underlaget et minimum af tid, før man igen tog det næste skridt. At minimere sin Ground Contact Time gik også fint i tråd med meget af det forskning der viste, at man blev en hurtigere løber af at optimere dette forhold. Efter 9 uger havde jeg trænet mig op til at kunne løbe 12km i Fivefingers uden besvær. Denne nye form for løbestil, var markant anderledes end den jeg hidtil havde været vant til. Mine fødder og særligt mine akillessener og lægmuskler var ømme og brugte efter hver tur, men mit løb og min vejrtrækning føltes mere ubesværet og let. Jeg slappede mere af i kroppen, var mere rank, slappede mere af i skuldrene og min kadence var højere. Men jeg var stadig i tvivl om, om jeg kunne nå at opbygge styrke nok i fødderne og underbenene til at løbe et halvmarathon 15 uger efter kurset med min nye løbestil, men med en masse cykling ved siden af, fik jeg en masse god udholdenhedsidræt i banken forud for mit halvmarathon, som jeg både håbede på at løbe i Fivefingers og samtidig sætte ny personligt bedste tid på.

14292530_352731651732573_2802415253391298877_n1

Halvmarathon

Selvom den længste tur jeg havde løbet i Fivefingers inden halvmarathonet var 17km, løb jeg halvmarathon i Fivefingers, selvom jeg forinden havde været en smule i tvivl om, om jeg skulle erhverve mig nogle zero-drop sko, med tykkere sål. Halvmarathonet gik dog over al forventning. Jeg havde en god følelse hele vejen, følte mig afslappet, havde vejrtrækningen under kontrol hele turen og løb en negativ split; altså øgede farten hele vejen. Jeg slog min tidligere bedste tid på 1:33:35 med knap to et halvt minut og løb på 1:31:06. Og jeg havde, vigtigst af alt, absolut ingen problemer i knæene da jeg kom i mål. Mine lægge var en smule medtagede, men jeg vil hellere have muskelsmerter end ledsmerter. Og det er selvfølgelig altid en fantastisk følelse at sætte ny personligt bedste tid og dermed vide, at man har rykket sin fysiske formåen. Selvom jeg ikke havde trænet meget mere løb i 2016 end i 2015, løb jeg alligevel markant hurtigere. Jeg havde løbet under 30km om ugen hele 2016.

For at få lidt mere håndgribelige data på min løbestilsændring, har jeg valgt at inddrage to datarepræsentationer fra min Strava-profil. Den første visualisering er fra CPHhalf 2015, hvor jeg løb 1:35:33. Billedet viser hastighed og kadence. Den blå kurve viser hastighed og den lyserøde kurve viser kadence. Som man kan se på mine data fra CPHhalf 2015, har jeg løbet i gennemsnit 4:31min/km og haft en kadence på 174 strides pr min. Mit løb har været relativt lige distribueret i hastighed, hvor første og sidste halvdel er løbet på ens tid. Her løb jeg i mine Nike Lunareclipse 4, hvor min løbestil ikke var optimeret, og jeg derfor løb med en “utrænet” hællandning.

strava2

CPHhalf 2015

Nedenstående visualisering er fra CPHhalf 2016, hvor jeg løb 1:31:06. Her har min snithastighed været 4:18min/km og jeg haft en kadence på 186 strides pr min. Mit løb var her negativ split, med en hurtigere anden halvdel, end første halvdel. Her løb jeg i mine Fivefingers.

strava-1

CPHhalf 2016

Der ses altså en relativt stor forskel i både hastighed og kadence. Efter at jeg har skiftet løbestil og er begyndt at løbe i Fivefingers, er min kadence blevet ca. 10 skridt højere pr minut. Dette er et bevidst valg, både efter instruktion fra Barfodsløbebogen, men også fordi de kortere og hurtigere skridt, reducerer slagene på fødderne – jeg kan simpelthen ikke løbe en langsommere kadence, for så får jeg ondt i fødderne.

Den højere hastighed kan i mine øjne klart tilskrives min nye løbestil. Jeg slapper mere af i kroppen og særligt mine skuldre og min ryg føles mere afspændt. Men derudover kan vægten på skoene nok også have noget at sige, da mine Fivefingers er markant lettere end mine Nikes. Med princippet om kraft gange arm, kan de 200 gram jeg sparede for enden af hver fod, gøre en stor forskel på de 21km. Jeg mener derfor at det ikke kun er løbestil, men i høj grad også skovalg, der kan være en udslagsgivende faktor for, hvor hurtigt jeg løber. Men med sparede knæ, er jeg ikke i tvivl om, hvad der er bedst. Derudover har jeg også bedre føling med underlaget og jeg kan praktisk talt ikke vrikke om.

Skulle jeg anvise andre i skovalg og løbestil, ville jeg nok for det første bede dem om at få styr på løbeteknik. Særligt min løbeteknik har jeg brugt selvregulerende øvelser som barfodsløb, men en coach og/eller træner er i mine øjne det bedste valg. Et trænet øje kan se de få ting, du ikke selv kan mærke. Minimalistiske sko som Fivefingers, Vivobarefoot eller lignende let fodtøj med tynd sål, er at foretrække, hvis man ønsker at optimere sit løb som jeg har gjort det.